• Danske Bank troede på aktiefest under Donald Trump. Nu advarer chefstrategen alligevel mod at købe amerikanske aktier: »Desværre«

    Источник: BDK Finans / 05 мар 2025 14:03:29   America/New_York

    Der kan ske meget på en uge; handelskrige kan optrappes, krisemøder kan afholdes, præsidentskænderier kan ske for åben skærm. Og så kan Danske Bank åbenbart ændre holdning til, om man skal købe amerikanske aktier eller ej. I sidste uge rådede Danske Bank i en markedsanalyse sine kunder til at eje flere amerikanske aktier end normalt, fordi Donald Trump var en »aktievenlig præsident«, hvis udmeldinger overvejende var »støj«. Men tirsdag så det ud til, at banken vendte sig rundt på en tallerken. »Desværre kan vi ikke længere sige, at det blot er støj og forhandlingstaktikker. Derfor bør faldet i amerikanske aktier heller ikke ses som en oplagt købsmulighed,« skrev Danske Banks chefstrateg, Frank Øland, pludselig. Vendingen er opsigtsvækkende, fordi Danske Bank i over et år og ad flere omgange har sat lighedstegn mellem Donald Trump og stigende aktier. Frank Øland har blandt andet hævdet, at Donald Trump ville blive en god præsident for investorerne, fordi han stod for deregulering og skattelettelser. Den overbevisning har chefstrategen stadigvæk, og da Berlingske taler med ham onsdag formiddag, mener han ikke, at banken er vendt rundt på en tallerken. »Det kan måske godt se sådan ud, men sådan oplever jeg det egentligt ikke,« siger han. Det skulle nok være indregnet Årsagen bag Frank Ølands stemningskifte skal findes mandag. Da stod det klart, at USA allerede fra tirsdag ville lægge 25 procent told på canadiske og mexicanske varer samt yderligere ti procent på kinesiske. Beslutningen sendte amerikanske aktier i rødt mandag og tirsdag, og Trumps beslutning var afgørende for, at Frank Øland gik imod tidligere anbefalinger og advarede mod at købe yderligere op i amerikanske aktier. »Vi er blevet lidt overraskede over, hvor hårdhændet, Donald Trump går til straftolden. At han læner sig fuldt ind i en handelskrig er en negativ overraskelse,« påpeger Frank Øland. Donald Trump har varslet 25 procent told mod Mexico og Canada siden november. Skulle I have indregnet det i jeres nye analyse? »Nu er toldsatserne der jo, og så burde man nok have indregnet, at han faktisk havde tænkt sig at gøre det, han sagde. Men det har markedet knap nok gjort endnu, og det er heller ikke sikkert, at forhandlingerne er slut, bare fordi USA har implementeret tolden,« siger Frank Øland. Chefstrategen understreger, at Danske Bank stadigvæk har et positivt syn på amerikanske aktier, fordi USA er »verdens vækstmotor«, og hans udmelding tirsdag udelukkende handler om, at kunderne ikke skulle bruge ugens kursfald til at købe yderligere op i USA. Hvordan har du det med, at Danske Bank-kunder potentielt kan have købt amerikanske aktier på jeres anbefaling i mandags, og så skriver du tirsdag, at man skal passe på med at købe dem? »Vi har haft amerikanske aktier på overvægt, siden før Donald Trump blev valgt, så forhåbentligt har vores kunder købt amerikanske aktier for et godt stykke tid siden og fået en god del af stigningen med,« svarer Frank Øland. Men hvad skal kunderne bruge jeres analyser til, hvis de bliver ugyldige med et fingerknips? »Det meste af det, vi siger, bliver ikke ugyldigt. Det overordnede budskab om, at rigtig meget omkring Trump er støj, som man skal se igennem, vil jeg stadigvæk gerne stå fast på,« siger Frank Øland og fortsætter: »Og så er der elementer, hvor Donald Trump går længere, end vi har regnet med. Om det gør, at alt, hvad vi laver af analyser er ubrugeligt – det håber jeg godt nok ikke.« Trump-fremgangen er pist væk Gennem det seneste år har Frank Øland slået på tromme for, at »Trump bliver en god præsident for investorerne«, og at »investorerne hepper på Trump«, hvilket har trukket mange overskrifter i medierne. Det modsatte er bare sket. Mange af de stigninger, som tog fat, lige da Donald Trump vandt præsidentvalget i november, er blevet fuldstændig udslettet. Det gælder de mindre børsnoterede virksomheder i Russell 2000-indekset, som i første omgang nød godt af udsigten til en præsident, der ville sætte USA først, fjerne regulering og trække arbejdspladser tilbage til landet. Men Trump-fremgangen er også pist væk blandt de største amerikanske aktier i S&P 500-indekset. Det store indeks har endda klaret sig dårligere end de ledende europæiske, kinesiske og japanske indeks, efter Donald Trump blev tage i ed som præsident. De amerikanske aktiers tilbagefald er kommet lidt bag på Frank Øland, og han tænker et par sekunder, da Berlingske spørger, om han har fortrudt sine Trump-positive kommentarer. »Jeg har ikke fortrudt det, men der er en risiko for, at Donald Trump bevæger sig ned ad en sti, hvor jeg så må erkende, at jeg har fortrudt det,« siger Frank Øland og påpeger, at han blandt andet frygter Donald Trumps trusler om at melde USA ud af NATO. Grundlæggende holder Frank Øland fast i, at Donald Trump er en erhvervsvenlig præsident under overfladen, fordi han tidligere er kommet med skattelettelser, har fokus på deregulering, billig energi og andre ting, der støtter erhvervslivet. Men chefstrategen anerkender, at Donald Trump også kommer med mange udfordringer, som potentielt skader amerikanske virksomheder. Danske Bank: Kig mere mod Europa Derfor har Danske Bank i deres analyse fra sidste uge hævet anbefalingen på europæiske aktier, så kunderne rådes til at have flere af dem end normalt – akkurat som rådet fortsat er angående amerikanske aktier. »Vi har stadigvæk en overvægt på amerikanske aktier. Men det bliver ret afgørende, om toldsatserne er permanente, fordi det kommer til at gøre skade, og så kan vi tage et interview, hvor jeg bliver nødt til at erkende, at vi tog fejl i vurderingen af, hvad Donald Trump er for en præsident,« påpeger Frank Øland. Indtil videre afviser chefstrategen at have fejlbedømt, hvor aktievenlig Trump er. Men tørre tal taler deres eget sprog. Siden nytår har amerikanske statsobligationer givet et bedre afkast end de største amerikanske aktier, og storbanken J.P. Morgans strateg Matthew Hornbach mener, at den udvikling meget vel kan fortsætte. Danske Bank er imidlertid mere positive på aktier end på obligationer. Frank Øland understreger dog, at de seneste dages aktiefald giver stof til eftertanke, og verden bevæger sig så hurtigt i øjeblikket, at det er ekstra udfordrende for banken at forudse den rigtige investeringsstrategi. https://www.berlingske.dk/aktier/danske-bank-troede-paa-aktiefest-under-donald-trump-nu-advarer
Опубликовать